Blog

Kulturchok – ikke her…

comentor_thomas_profil

Af Thomas Ballegaard, CCO i Comentor

EN INDUSTRIMAND GØR SIN ENTRÉ

Efter 20 år i forskellige virksomheder i industrien har jeg ansat utallige nye medarbejdere, men altid som den ansættende leder, aldrig som konsulenten på sidelinjen. Eller som headhunteren som det hedder på nydansk. Headhunter-rollen er nu en del af min nye virkelighed, og de første tre måneder er gået i det nye job. Det er en passende anledning til at stoppe op, se mig omkring og mærke lidt på stemningen i den nye branche.

HVAD ER JEG BLEVET MØDT AF? HAR JEG OPLEVET ET KULTURCHOK? HAR DET VÆRET SVÆRT?

Når jeg kigger udad og skuer mod markedspladsen med konkurrenter, samarbejdspartnere m.v., er der et par ting, der vækker undren. Et par spørgsmål, der trænger sig på…

SVAG BRANCHEFORENING

Til trods for, at der er registreret over 1.000 headhunter- og rekrutteringsvirksomheder i Danmark, er det ret hurtigt at kortlægge de førende og ordførende spillere. Set udefra må jeg konstatere, at branchen endnu ikke har evnet at samle sig i en stor og stærk brancheforening. Der findes ganske vist ’Search Danmark’, men antallet af medlemmer er fortsat så beskedent, at foreningen næppe kan siges at være repræsentativ for bestanden af headhunters i kongeriget.

Dem, der er med, og navnlig dem, der påtager sig ulønnet, frivilligt foreningsarbejde på de andres vegne, trækker et tungt og beundringsværdigt læs, men det ændrer ikke på, at mindre end 4% af alle registrerede rekrutteringshuse er medlem af brancheforeningen.

Konsekvensen er bl.a. et fravær af nødvendige politikker, normer og standarder for branchen, hvilket til syvende og sidst er skadeligt for branchen selv. Om det lykkes at ændre situationen er tvivlsomt. Hvis det var så let, var det nok sket for længst.

PÅ FORKANT MED BEHOVET

Et godt netværk er ikke at foragte – især ikke som headhunter. Derfor har jeg også fundet det relativt let at skaffe møder med nye kunder, men ét fænomen har kastet særlig opmærksomhed af sig i min jagt på nye potentielle kunder.

Det er i fredstid, at man skal øve sig, siger vi i militæret, og samme princip burde gælde for en virksomhed i sit partnerskab med en headhunter. Men alt for mange virksomheder afviser henvendelser fra headhuntere med den begrundelse, at man ikke skal ansætte nye folk i øjeblikket. Ret beset kan det statement jo være forældet med en enkelt opsigelse dagen efter, men ikke desto mindre er der så meget mere grund til at lære hinanden at kende forud for eventuelle rekrutteringer.

Headhunteren er betydelig mere effektiv i sit virke, hvis han har et godt og indgående kendskab til sin kunde, og aspekter som historie, kerneværdier, strategi, organisationssammensætning, value proposition m.m. er afgørende for, at headhunteren kan finde den rette kandidat til kunden, hvornår det end måtte ske. Og det er emner, man sagtens kan tale ind til på forhånd – også når der ikke er rekrutteringer i sigte.

PARTNERSKAB, IKKE LEVERANDØR

Og når vi er ved det, bliver samarbejdet så meget bedre, hvis man tager headhunteren med ind til direktionsbordet og anerkender ham som en partner frem for en leverandør – vender vigtige problemstillinger for virksomheden med ham, diskuterer strategisk retning, ledelsesudfordringer, organisationsudvikling osv.

Alle disse discipliner hører ind under headhunterens interesseområder og influerer på, om man lykkes med at finde den perfekte kandidat, når behovet opstår – uanset om det er på specialist-, chef eller direktionsniveau.

Jeg konstaterer, at det langt fra er alle virksomheder, der deler denne vinkel, og uanset om det er et bevidst valg, eller det er tilfældige omstændigheder, så går man glip af noget af værdien ved at bruge ekstern assistance til sin strategiske rekruttering.

Tag det som en velment opfordring, kære virksomheder…

Ingen kulturchok.

TILBAGE TIL MINE INDLEDENDE SPØRGSMÅL 

Noget egentlig kulturchok har jeg ikke oplevet, og jeg er ikke stødt på begynder-vanskeligheder som sådan. Ganske vist er et nordjysk konsulent- og headhunterhus en væsentlig anderledes fisk end en international ordreproducerende, industriel virksomhed, men uanset hvilken side af mødebordet, man befinder sig på, er temaerne velkendte og målet det samme. En bred fortid i industrien forstærker kvaliteten og dybden i rådgivningen og skaber genkendelse i mange af de problemstillinger, kunderne beskriver. Det gælder både strategisk og organisatorisk – i rådgivning såvel som rekruttering.

Det er bare at klø på. Vi ses derude…

Se også

Andre blogindlæg

”Der var jo en god grund til min fyring…!”

Konkurrencen om de attraktive jobs er hård derude. Det er en nådesløs jungle, og det kan til tider synes som tilfældigheder, der afgør, om positionen ryger til den ene eller til den anden kandidat. Researchers scanner CV’er i spandevis for

LÆS MERE

Kvalitetsstempel på arbejdet

Hvad har arkitekter og headhuntere til fælles? De bestrider vidt forskellige erhverv, men begge grupper har fri adgang til deres titel.Mens arkitekter typisk supplerer deres titel med forkortelsen og kvalitetsstemplet MAA som vidnesbyrd på, at den pågældende er Medlem af

LÆS MERE

Forandringsledelse midt i en coronatid

Nej – ovenstående er ikke titlen på en ny dansk spillefilm, men det vi live oplever på skærmen lige nu. Vi oplever alle et mediebillede, hvor regeringen og fageksperten toner frem tidligt som sent. Enten for at give opdateret information

LÆS MERE