Blog

”Der var jo en god grund til min fyring…!”

comentor_thomas_profil

Af Thomas Ballegaard, CCO i Comentor

Konkurrencen om de attraktive jobs er hård derude. Det er en nådesløs jungle, og det kan til tider synes som tilfældigheder, der afgør, om positionen ryger til den ene eller til den anden kandidat. Researchers scanner CV’er i spandevis for at finde de bedste profiler, og for den enkelte kandidat gælder det derfor om at lave et stærkt CV, som på bedste vis udstiller kvaliteter, meritter og kompetencer uden at svagheder, fyringer og fejlslagne dispositioner forstyrrer billedet.

Tabubelagt emne
Det er næsten umuligt at gennemføre en flot erhvervskarriere uden at ryge ind i en fyring eller to, ligesom forhastede beslutninger kan føre til jobs, man aldrig skulle have taget. Der kan være adskillige grunde til en fyring, og i mange tilfælde er en hastig skilsmisse faktisk det bedste for både virksomhed og medarbejder. Ikke desto mindre er fyringer ofte et tabu og et pinligt emne i en jobsamtale. Det er helt forkert!

Når det ikke går hurtigt nok
I mange industrier går det stærkt, og der er meget på spil. Uden at sammenligne direkte med international fodbold, hvor trænerfyringer er dagligdag, så er det karakteristisk, at jo hurtigere og vildere resultater, der kræves af chefen fra direktørens, bestyrelsens eller ejerens side, desto løsere sidder fyresedlen. Er der meget på spil, er tålmodigheden kortere. Dét er jo ganske logisk, og derfor vil gode og dygtige medarbejdere rende ind i utilsigtede fyringer. Det kan jo nærmest ikke undgås, men mens visse profiler er bedst i spurten, så er andre bedre på den lange distance, og der skal være plads til begge kategorier.

Kemi i ubalance
En anden hyppig årsag til fyring er dårlig kemi. Man sidder uroligt på stolen og krummer tæer under jobsamtalen, for dårlig kemi bringer straks opmærksomheden over på, om man er svær at håndtere, har vanskeligt ved at tilpasse sig eller ikke kan indgå i sociale sammenhænge. Forkert!
Dårlig kemi behøver ikke at falde tilbage på medarbejderen. Der skal to til tango, og det vil alt andet lige være sådan, at jo mere markante personligheder vi taler om – og alfahanner og -hunner er der masser af i toppen af dansk erhvervsliv – desto flere kampe, vil der blive udkæmpet. Det er jo nærmest en naturlov, og fyringer kan derfor være nemmeste udvej og går altid ud over medarbejderen.

Uenighed om strategien 
Uoverensstemmelse om den strategiske retning og ambition er også en hyppig fyringsårsag, og den falder tit tilbage på direktøren i forhold til dennes bestyrelse eller ejerkreds. Det er jo bestyrelsens ansvar at ansætte ledelsen og udstikke de strategiske ambitioner for selskabet, mens direktøren skal beskæftige sig med, hvordan målsætningen indfries. I sin strategiske eksekvering erhverves uvurderligt detailkendskab til marked, produkter, organisation og interne forhold, og ofte er der mismatch mellem ambitioner og reelle muligheder, og hvis der ikke er vilje til at opnå enighed, ja så må direktøren gå. Vi ser det igen og igen…

Hvorfor drikker Jeppe?
Der kan altså være mange gode grunde til en fyring, og der er absolut ingen grund til at feje dem ind under gulvtæppet i en jobsøgningsproces. Faktisk vil det være bedre at tage dem frem, debattere dem, lære af dem og drage nyttige konklusioner, så man undgår flere uheldige ægteskaber, der aldrig skulle have været indgået.

Til kandidaterne, der søger job:
Lad være med at pynte CV’et, dukke hovedet og gemme fyringer af vejen. Tag dem op i stedet.

Til headhunterne:
Lad være med at lade en fyring komme kandidaten til last. Vedkommende kan have lært af den og øget sin værdi!

Hvorfor drikker Jeppe…? Der er altid en grund. På samme måde er der altid en historie bag hver fyring, og de er alle forskellige.

Se også

Andre blogindlæg

Kvalitetsstempel på arbejdet

Hvad har arkitekter og headhuntere til fælles? De bestrider vidt forskellige erhverv, men begge grupper har fri adgang til deres titel.Mens arkitekter typisk supplerer deres titel med forkortelsen og kvalitetsstemplet MAA som vidnesbyrd på, at den pågældende er Medlem af

LÆS MERE

Kulturchok – ikke her…

EN INDUSTRIMAND GØR SIN ENTRÉ Efter 20 år i forskellige virksomheder i industrien har jeg ansat utallige nye medarbejdere, men altid som den ansættende leder, aldrig som konsulenten på sidelinjen. Eller som headhunteren som det hedder på nydansk. Headhunter-rollen er

LÆS MERE

Forandringsledelse midt i en coronatid

Nej – ovenstående er ikke titlen på en ny dansk spillefilm, men det vi live oplever på skærmen lige nu. Vi oplever alle et mediebillede, hvor regeringen og fageksperten toner frem tidligt som sent. Enten for at give opdateret information

LÆS MERE